En Vintage Bestikkrukke er både dekorativ og funktionel 

Det er helt vildt, hvor meget de små detaljer betyder, når du skal indrette en bolig. Det er de små detaljer, som i den grad gør en bolig til et hjem. De skaber hygge og personlighed i indretningen, og de fortæller så meget om de mennesker, som bor i hjemmet. De kan style et hjem op eller ned alt efter, hvilken stil du vælger. 

Personligt elsker jeg at finde unikke vintagefund, som jeg kan style mit eget hjem med – på den måde får mit hjem en helt personlig stil og ikke noget, som du bare kan gå ud og købe i Bahne eller Ilva. Her på det sidste har jeg forelsket mig hovedkuls i den bedårende bestikkrukke – i keramik naturligvis. Den er super praktisk og funktionel samtidig med at den er dekorativ og pynter smukt både i køkkenet, kontoret og spisestuen. Den har så mange funktioner, og det elsker jeg den for, det er virkelig blevet min helt store favorit og jeg er altid på udkig efter unikke bestikkrukker til min vintage shop. 
Bestikkrukke

En Bestikkrukke til Køkkenet

Bestikkrukken er naturligvis helt oplagt i køkkenet, hvor du kan bruge den til – surprise – at opbevare dit bestik i. Den er også perfekt til at opbevare dine køkkenredskaber i, så de er lige ved hånden, når du skal lave mad, nemt og praktisk. Du kan jo style den med dine favoritredskaber eller dem du bruger aller mest.

Køkkenet bliver så meget mere hyggeligt og personligt med små og store vintagekrukker til opbevaring, som står fremme i køkkenet. Du kan også mikse forskellige små og store bestikkrukker, og i stedet bruge dem med smukke velduftende krydderiplanter i, så kommer naturen helt ind i køkkenet.

En Bestikkrukke til Spisestuen

Hvis du ønsker en mere personlig vintage stil i spisestuen, så kan du style spisebordet med en keramik bestikkrukke. Hvis du har noget særligt smukt bestik, så er det da synd, at det bliver gemt væk i køkkenskuffen. Det skal frem og kan med fordel opbevares i bestikkrukken på spisebordet. Bestikket er lige ved hånden, når I skal spise – nemt og praktisk – og det kan nydes og beundres altid. Du kan også skabe en mere landlig restaurant stemning med en bestikkrukke på spisebordet med noget lidt grovere rustikt vintagebestik, det ses ofte på f.eks. italienske restauranter, at bestikket står fremme på bordet, klar til brug. 

Bestikkrukken kan også bruges til at opbevare stearinlys i, det ser meget tilfældigt og stemningsfyldt ud, og farverne kan jo matche indretningen, og så er du altid klar til at tænde lidt hyggebelysning i spisestuen. 

En Bestikkrukke til Kontoret

En bestikkrukke er ikke beregnet til køkkenet alene, nej den kan uden problemer bruges til at personliggøre andre af husets rum – kontoret for eksempel. Her kan du bruge bestikkrukken til at opbevare dine skriveredskaber på skrivebordet. Igen er de lige ved hånden, når du skal bruge dem, og så pynter det simpelthen så fint. Du kan style krukken med smukke blyanter, en dekorativ lineal og andre skriveredskaber, som du enten bruger meget eller bare synes er flotte at se på. Du kan også sætte bestikkrukken i vindueskarmen med en lille grøn plante, det er en krukke med utrolig mange muligheder. 

Jeg har været heldig at finde flere fine bestikkrukker på mine mange indkøbsture, og jeg vil gerne dele et par af mine favoritfund med jer. Jeg håber det kan inspirere til, hvordan du kan indrette dit eget hjem med en fin bestikkrukke. 

Fransk keramik er helt utrolig smukt, og jeg var så heldig at falde over en bestikkrukke fra Frankrig. Glasuren er simpelthen så lækker og den brune farve både blød og varm. Den har en dejlig buttet facon med dekorative pyntehåndtag i siderne. Den egner sig godt til alle rum, og den er sådan forholdsvis neutral og nem at få til at passe ind. 

Et favoritfund fra Sverige er denne smukke bestikkrukke i min yndlingsfarve blå – og så har jeg altså en svaghed for nistre (eller konfetti) i glasuren, hold op det er pænt! En skøn lille bestikkrukke i et smukt design, som tiltrækker sig lidt mere opmærksomhed i indretningen, men som stadig passer godt til de fleste farver og stilarter. 

En lidt anderledes bestikkrukke, men jeg vil lige vise jer, at man sagtens kan bruge disse kæmpe keramikkrus som bestikkrukke. Det er lidt sjovt og et skævt element til indretningen, man må gerne lege lidt, når man skal indrette og behøver være låst fast i, at bestemte ting skal bruges på en bestemt måde. Et stort lækkert keramikkrus kan være den perfekte bestikkrukke, det er på denne måde, at du virkelig får personlighed ind i indretningen. Dette blå krus er virkelig helt utroligt smukt, glasuren varierer i farve, og hanken er meget dekorativ – et krus med karakter! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *